| | | |
|
 Hvilken berettigelse har folkedans i skolen?
Af Tove Larsen
Dansk folkedans er en del af vores kulturelle arv, men det alene berettiger den vel ikke til at blive programsat i skoler og institutioner?
Nej, men rent bortset fra at tilgodese trinmål i idræt og musik omkring bevægelseskoordinering, rumfornemmelse og det at følge og holde en fælles puls, som jo er gældende for dans generelt, har folkedansen flere og andre kvaliteter, der gør den oplagt til skolebrug.
Dansk folkedans er en udpræget fællesskabspræget danseform, en holdsport! Vel er der en række pardanse, men det er nu de hundredvis af fællesdanse, der kendetegner folkedans. Det kan for mange børn faktisk være grænseoverskridende at være så tæt på og røre ved andre, men børnene oplever her, at det bliver legalt, ja en nødvendighed for at få kvadrillens eller kredsens dans til at fungere. Det kræver en del opmærksomhed at være bevidst om, hvor man fysisk befinder sig dels i forhold til de øvrige dansende og dels i forhold til den figur, der nu er i den aktuelle dans. Det vil sige, at fællesdans kræver stor samarbejdsevne, og når det lykkes, opleves fornemmelsen af, at den enkeltes indsats er af betydning for det ”færdige produkt”. Det kan tillige være befordrende for mange, at der ikke er konkurrence med i dansen; her skal ikke måles i hurtigst, længst osv.
Det er også netop den fælles oplevelse og følelse, der løfter dansen ud over at være en finurlig underholdning i idræt/musik, ved skolefester og forældrearrangementer til at være udviklende for børnenes sociale kompetencer ikke mindst i en tid, hvor mange børns (og voksnes?) ego er mere end stort.
Når man skal danse folkedans med børn i skolen, kan det være uoverskueligt for underviseren at vælge mellem de 800-900 danse, der rent faktisk er optegnet. Og hvordan med musikken?
For Landsforeningen Danske Folkedansere lavede jeg i arbejdsgruppen ”Dans i skolen og institutionen” i 2007 et forenklet program der kan hentes her:
”3 x 1 times dans til brug i skoler og institutioner – et begyndermateriale”. Musikken til de 7 danse, der indgår i Tove Larsens begynder-progam kan hentes her.
Melodierne er indspillet af Johnnie Frederiksen i et forholdsvis langsomt tempo. Tanken er, at musikken skal kunne bruges under indstudering. Når dansen først kører, er det måske sjovere at få fart og tempo på ved hjælp CD´erne som kan bestilles herunder.
Bemærk, at der i alle numre startes med et lille forspil. Dansene spilles mindst 4 gange igennem.
De to CD´er med musikken kan bestilles her.
Bemærk også materialet i shoppen. "Skal vi danse, film og danseinstruktion."
Et materiale på 2 DVD´er hvor den første er med Lars Feldballes flotte film: "Skal vi danse" – en film om folkedansen i Danmark og på den anden er der 7 danseinstruktioner med tilhørende musik, små instruktionfilm – og noget tekst med baggrundsstof.
De udvalgte danse er oprindeligt at finde i dansebeskrivelseshæfterne, der er udgivet af Foreningen til Folkedansens Fremme, men de fleste danse er bearbejdet, så de dels er lettere at instruere i og dels er lettere at danse. Det har krævet overvejelser at udvælge de enkelte danse; for hvilke kriterier skulle det gøres ud fra? Jeg har valgt danse, som jeg mener appellerer til børn ved f.eks. at indeholde en sjov detalje, som at damerne i en kvadrilledans går slalom mellem herrerne og ender med ved hjælp af et lille puf med hoften at sende herrerne ud på samme rute. Det kan også være at danserne skiftevis har front og bagdel til hinanden, og dansen så oven i købet hedder ”Vride rumpe”. Dansenes sjove navne er desuden et kapitel for sig, men en smagsprøve på ”skøre” dansetitler er: ” Den hvide mær”, ”Tossemarens totur”, ”Jage hanen ned”, ”Vrøvl i hatten”, ” Grisen faldt og brak sit lår”. |
|
 Nu er det heller ikke tilfældigt, at programmet starter med en kredsdans, hvor køn og antal personer er helt underordnet; for så er man i gang - og godt i gang! Der er fart over dansen, og der bygges mere og mere på, så børnene lærer af gentagelsen og har opmærksomheden mod det nye; det er brugbart for hele forløbet. Dansenes rækkefølge er besluttet ud fra en idé om at veksle mellem allerede indlært og nyt, mellem forenkling og udbygning, mellem indøvning af trin og dans.
Programmet er progressivt opbygget m.h.t. indlæring af trin, fatninger og opstillinger. Skønt der kun er udvalgt syv danse, når man undervejs at stifte bekendtskab med pardans, kvadrille- og kredsdanse.
På trinsiden lærer man gangtrin, løbetrin, sideløbstrin, hoptrin, hurretrin, polka og at gå kæde. Trinbeskrivelser og øvelser er medtaget i programmet, så det er let tilgængeligt.
Under udarbejdelsen af programmet gjorde jeg naturligvis nogle erfaringer. Først den klassiske: jeg havde medtaget for mange danse i forhold til intentionen om at sammensætte et begyndermateriale, så efter den tidsmæssige afprøvning og rådslagning generelt med min arbejdsgruppe måtte nogle danse udgå, skønt de var nok så velegnede og fornøjelige. Dernæst den næsten lige så klassiske: de ”lidt for friske” børn søger sammen og skaber nemt tumult; for selv om dans er sjovt, kan det som tidligere nævnt være grænseoverskridende for nogle at holde i hånd osv. Det er jo meget ofte netop dem, der er usikre på sig selv og/eller har en bestemt rolle i gruppen, der kan blive vilde og vælte rundt, fordi de ikke helt ved, om de skal være med eller mod. Det er klogt at sprede dem og have sin opmærksomhed på dem.
En skæg oplevelse var det nu også, da en dreng i 5.klasse midt i en dans for 3 personer tabte sine bukser helt ned om anklerne – en konsekvens af tidens buksemode! Først skulle han have sine hænder fri af kammeraternes for at hale bukserne op, så de højrøde boksershorts igen blev gemt af vejen, dernæst dansede de tre gutter videre uden at resten af klassen havde bemærket noget; for de havde travlt med at danse! Dertil skal siges, at dette ikke var grunden til, at den dans udgik ved finsorteringen.
Og hvornår er det så lige, at man skal vælge at kaste sig ud i dansen i skoleregi?
| |
